DT / Danseteater

Optagelse …

Undervisning med metoder og træningsformer fra dans, teater og performance

Vi søger elever, der har interesse for scenekunst - og som har erfaring med teater, dans og performance. På DT optager vi elever, der formår at engagere sig disciplineret og målrettet i den daglige undervisning. På kurset får du et bredt og realistisk indblik i, hvad der kræves som scenekunstner, og du afklarer dit ståsted i et mangfoldigt teaterlandskab.

Vi hylder diversiteten i en elevgruppe - vi tilstræber at sammensætte et hold med elever med forskellige faglige baggrunde. Vi mener, der ligger et stort fagligt potentiale og inspirerende dynamik i forskelligheden.

Vores mål er at uddanne elever, der kan arbejde kreativt, konstruktivt og kritisk. Herunder at kunne samarbejde med andre med rummelighed og respekt.

På kurset tilegner du dig færdigheder, indsigt og afklaring, der giver dig mulighed for at søge beskæftigelse eller uddannelse inden for en af fagets mange forgreninger:

Kunstnerisk
Skuespiller, danser, performer, koreograf og instruktør
Pædagogisk
Formidler/underviser hvor teater, dans, krop og bevægelse indgår
Organisatorisk
Planlægning og afvikling af kunst- og kulturbegivenheder, projektleder, instruktørassistent, teatervidenskab

Hvad laver du efter du har gået på DT?

Vores erfaring:

  • Du søger optagelse på vores Ti Ugers Kursus  eller TRIO kurserne - læs mere her: TUK eller TRIO
  • Du søger ind på en af uddannelserne på Den Danske Scenekunstskole.
  • Du søger en på en skole i udlandet. Vi har løbende elever på skoler i Frederiksstad, Berlin, Amsterdam og andre byer.
  • Du søger ind på Teatervidenskab eller Dansens æstetik og historie på Kbh´s Universitetet eller Performancedesign på RUC
  • Du laver din egen teatergruppe sammen med andre elever fra skolen.
  • Du vender tilbage til det uddannelsesforløb/arbejde, du havde orlov fra.

 

Gennem de løbende evalueringer og samtaler hjælper vi dig med at træffe beslutninger om tiden efter DT.

Udtalelser fra tidligere elever

Clara

På DT fandt jeg den hverdag jeg ikke vidste jeg drømte om.

Jeg kom direkte fra et halvt år på teaterhøjskolen Ryslinge, hvor min lyst til at arbejde indenfor den performative verden, allerede var blevet fodret. Dog vidste jeg ikke hvor jeg selv befandt mig i den endnu og hvilken vej jeg havde lyst til at gå. Der gik ikke lang tid før jeg opdagede, at jeg elskede når kroppen virkelig blev sat på arbejde. Det jeg manglede var mere fysik.

Jeg har danset hele mit liv og altid elsket at spille skuespil, men de to ting hørte hver deres verden til. Så det var en stor oplevelse for mig, at få lov til at kombinere de to og mærke hvordan det udvidede min opfattelse af scenekunst. Mit indre legebarn blev sluppet fri og jeg fandt en ny glæde i arbejdet.
Studieturene har udvidet min måde at rejse på. På studieturene får man lov til at tage arbejdet fra undervisningslokalet ud i nye rammer, blandt nye mennesker. Som til kontaktimpro-jams og workshops. Jeg synes det er en enormt givende måde, at møde lokale og lære byen at kende indefra. Derudover er det skønt, at man som hold, både privat og kunstnerisk, får fælles referencer og inspiration at tage med sig hjem.
Lær din krop at falde, land uden at det gør ondt – stol på, at den kan mere end du tror.

 

Dagmar

DT er noget af det hårdeste, fedeste og livsforandrende der er sket for mig.

Jeg havde svært ved at anerkende min lyst og trang til at arbejde med teateret, dansen og alt der imellem, fordi jeg aldrig havde danset og det ikke lige passede ind i planen om at gå den lige, sikre vej.
DT skabte et arbejdsrum der gav ro fra tankerne og plads til fordybelse.

Det blev en kæmpe befrielse at tage klovnenæsen på, at gå helt i styrketrænings-mode, eller undersøge kroppens bevægelser helt ud i fingerspidserne.
Pludselig tog kroppen styringen og satte tankerne på pause. Det er noget af det vildeste, DT har lært mig; Hvor meget kroppen egentlig kan, hvis man giver den rum til at udforske.
DT udforsker og fremelsker fascinationen af kroppens teknik, mekanik og forbindelsen mellem tanke, krop og udfoldelse. Spændet mellem at blive grebet af bevægelsen og styre bevægelsen.


DT har givet mig viljestyrke og disciplin. At komme ud af sengen og afsted til en times morgentræning, uanset hvor træt, glad, eller ked af det jeg var.  Altid at tage 10 mavebøjninger mere, end man egentlig tænker, man kan.
 

DT har lært mig at skubbe til grænsen for, hvad jeg tror, jeg kan, men samtidigt også at lytte til min krop. Rumme min krop. Anerkende de dårlige dage, de dage, hvor jeg gang på gang rammer muren. At arbejde med det, der er. Om det så er træthed, latter, sorg eller en forstuvet ankel.At det er ok at arbejde 60%, hvis det er der, kroppen er. Så længe du selv rummer det, kan de andre også rumme dig.
DT tvang mig til at tage mig selv, mit arbejde og min passion for det fysiske teater alvorligt.

DT har vist mig mit ego, vist at tilsidesættelsen af egoet giver plads til en fortabelse og fordybelse.
Poul og Mads fik skabt et fantastisk ensemblearbejde blandt os på holdet, hvor egoet pludselig var lige meget, fordi det handlede om noget andet, noget større, det fælles udtryk.  

På DT har jeg lært at anerkende min tvivl og arbejde med den. Jeg har lært at tro på mig selv, mine kompetencer og min ret til at tage plads i et rum og i scenekunsten.
Jeg er stadig i tvivl om, hvad jeg vil og hvor min tid på DT bærer mig hen, men jeg er ikke i tvivl om, at det, jeg har lært på DT er og bliver noget, jeg vil bære med mig resten af livet

 

Gregers

DT har betydet alt mellem himmel og jord for mig. Bogstaveligt talt. ‘Vi er ikke nogen tragt til en bestemt vej i livet’. Det er det første jeg husker Poul sige, som er den ene hovedlærer. DT har hele tiden spurgt mig: hvad er scenekunst? Og aldrig påduttet mig en ‘smag’ eller ‘stil’. ‘Alt er tilladt indtil fem minutter i premiere.’ De ord vil jeg huske Mads Hammer for, som er den anden halvdel af DT. Jeg har lært, at mit bud, er det bedste bud.

DT har også lært mig det stik modsatte. At glemme mig selv. At tage ‘det’ der ligger ligefor, og gøre det vigtigt, fremfor, at prøve at gennemskue, hvad jeg kan, eller ikke kan få ud af en øvelse, eller en scene.

Det har givet mig chancen for ikke at stå i vejen for mig selv på scenen. En mulighed for at skabe et scenisk rum, der er større end min egen private opfattelse af ‘mig selv’. Det har givet mig chancen for at fortælle historien, om andre end ‘Gregers’. Og det er jo det jeg gerne vil.

DT også har givet mig kropsbevidsthed, som jeg aldrig ellers ville have fået, plus en ordentlig portion arbejdsdisciplin.

 

Lasse

At gå et semester på DT har været utrolig toneangivende for hele min videre færd som skuespiller og menneske.

DT er en hel masse vilde ting på én gang, og samtidig synes det at kredse om den samme éne ting, hele tiden. Det skabende i dig. Al potentialet. Den ting man ikke rigtig kan sætte ord på, men som synes at være total genkendelig når den er forløst og tilstede.


Poul og Mads, var (og er) vanvittig dygtige til at pege mig i den ”rigtige" retning ift. at gøre mine egne personlige opdagelser indenfor scenekunsten. Udover en masse læring, bidrog de med et konstruktivt blik på mig som ung scenekunstner – uden at pakke tingene ind. Råt for usødet, på den gode måde. Jeg blev klar over mine styrke og svagheder.

Før jeg gik på DT var mine fysiske udfoldelser rimelig begrænsede, men et semester på DT fik vendt op og ned på tingene. Pludselig var det hverdag at flyve på en skulder og lave et rullefald. Blå mærker var fede, og at bevæge sig blev en afhængighed.

Jeg var til prøve på Skuespillinjen på Den Danske Scenekunstskole, dagen inden jeg startede på DT. Jeg gik til optagelsesprøver sideløbende med min tid på DT, og endte med at komme ind på scenekunstskolen i Aarhus. Hvorvidt jeg var kommet ind, hvis jeg ikke havde gået på DT skal jeg ikke kunne sige, men noget i mig tvivler stærkt på det - DT gav mig en højnet kropslig bevidsthed og udvidede mine kreative kompetencer som fysisk skuespiller.
Jeg kunne skrive en tyk bog med citater sagt på DT af Mads og Poul. Ét af dem der stadig står skrevet over min seng i dag er; ”kunst er dårligt når det bliver for entydigt – hyld kontraster og den komplekse idé” Det får du lov til på DT. Det er et fantastisk sted for (uforløst) potentiale og (u)smidige kroppe og tanker.  
Jeg havde førhen hørt min onkels hunds kat sige noget om at fysikken og psyken hang uløseligt sammen, men jeg forstod det aldrig rigtig, sådan på mit eget væsen, før jeg kom på DT. Og det er i høj grad hvad jeg synes DT er. Fordybelse i dit eget væsen. Uden at det bliver navlepillende og terapeutisk. Fordybelse i dit eget sanseapparat på og uden for scenen.

Ludmilla

DT har været et virkelig afgørende skabende rum for mig, hvor jeg begyndte at tro på mig selv indenfor dans og teater og at jeg har en smag og skabertrang som jeg ikke vil negligere. Jeg har danset før og troede, at hvis jeg skulle lave teater, skulle jeg lægge dansen på hylden, men på DT fik jeg redskaber og mulighed for at eksperimentere med hvordan de to kan sammensmelte. Jeg er meget glad for, at have fået det fysiske og kunstneriske grundlag, som DT har givet mig."

Mohamed

Et år på DT har gjort vidunder for min udvikling som menneske og som scenekunstner. Når man er ved enden tænker man altid tilbage på begyndelsen. Jeg startede som en dreng med meget lidt viden omkring det at lave teater. Det kunne da umulig være hårdere end det jeg allerede havde oplevet. Sikke en naiv tanke.

Alt var nyt. Alt fra opvarmningen til skuespiltræning, karakter arbejde, improvisation, kontakt improvisation, sang, dans og teori osv. og videre.

Det eneste jeg havde lavet indtil da og som jeg er stolt af var en amatørforestiling på Betty Nansen teatret og 8 stand up optræden rundt i København og en enkelt i Hjørring. Så jeg anede intet om de forskellige skuespil og danse teknikker eller min egen krop for den tagets skyld. Hver dag blev jeg sammen med de andre kursister ramt af massiv information. Pouls kommentar til dette var altid...

Pouls kommentar til dette var altid: ”Du skal ikke se sådan på mig”.

Det var selvfølgelig ikke ondt ment. Han vil bare have at jeg skulle være mere nede i min krop frem for mit hoved. Han synes, at jeg så forskrækket ud men i virkeligheden lyttede jeg bare. Jeg synes virkelig, at det til tider var hårdt og frustrerende. For igennem det hårde arbejde fik jeg en bevidsthed omkring mine vaner, adfærd, ambition og relation til andre mennesker og det var fan’me hårdt.

Men der var kun en ting at gøre, nemlig at blive i det. Erkende at det der sker, er vigtigt og nødvendigt selvom det nogle gange ikke føles rart. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men det virker og der er kun en vej og det er fremad.

DT er for mig det sted hvor jeg blev voksen. Hvor jeg fik en arbejdsdisciplin og en seriøsitet omkring faget og min egen tilværelse. Hvor jeg igennem min og andres hårde arbejde blev klogere på mig selv. Hvor jeg fik mod til at stille de rigtige, og svære spørgsmål og hvor jeg lærte værdien af hårdt arbejde og den glæde og tilfredstilelse der følger.

Jeg kunne ikke være mere beæret over at have gået på DT. Sikke en fantastisk start på "the long and winding road" også kaldet livet.  Min optagelse på skuespillerskolen ved Aarhus Teater 2012 vil ikke have været muligt for mig uden det ene år på DT. Jeg siger tak for nu og vi ses på den anden side.

My

Jeg fandt frem til skolen, fordi jeg havde lyst og brug for at finde et sted ,hvor jeg kunne få lov til at udforske min krop og undersøge hvad den er i stand til.

Og det må man sige man får lov til på DT.

Gennem fantastiske øvelser og fordi rummet er til det her. Rammerne er sat, men det hele starter inde i én selv og derfor kan man komme alle mulige forskellige steder fra og stadig starte fra et sted inde i sig selv og fra ens eget udgangspunkt. Det er noget der kræver (fortsat) øvelse og mod, men DT er et godt sted at starte eller fortsætte med en sådan rejse :) "

 

Nadja

Mig selv. Det er det, det er. Det er mig selv, jeg har lært at kende, da jeg gik på DT.

Da jeg startede på DT i 2005, anede jeg ikke, hvad det egentlig var for et kursus, jeg skulle til at begynde på. Jeg vidste, at det var noget med teater, noget med dans og kroppen. Men jeg kunne ikke danse. Hverken den ene eller anden slags. Heldigvis var det ikke væsentligt. Det væsentlige var, at jeg havde lyst til at kaste mig ud i alt det nye.

Undervisning hver dag fra 9-15, hvor størstedelen var med fysisk aktivitet, var som en åbenbaring for mig. DT var den geniale kombination af fysik og teater. Der lærte jeg, at en hård omgang boksetræning er den ideelle opvarmning til tekstarbejdet. At man sammen to og to kan skabe fysiske sekvenser der fortæller en tydelig og ofte rørende historie. Og at teater og bevægelse supplerer hinanden og tilsammen fungerer som en uudtømmelig idetank, der er rigtig nyttig i forbindelse med f. eks improvisation, tekstarbejde og iscenesættelse...

Derudover lærte jeg tusind nye ting om mig selv. Jeg lærte at udfordre mine egne grænser fysisk. Pludselig kunne jeg stå på hovedet og lave mærkværdige løft med mine medkursister. Jeg fik ømme muskler og senere større muskler. Og langsomt mærkede jeg, at jeg kunne danse.

Det handlede jo egentlig bare om at bevæge sig og være nysgerrig. Efter et år på DT havde jeg fået adgang til en legende let måde at lave teater på.
Og jeg havde fået en kropsbevidsthed, der har gjort, at jeg den dag i dag kender, de signaler min krop sender og stoler på dem

I dag laver jeg teater i flere forskellige konstellationer. Med teatergruppen Kaliber8 er det især det forestillinger med det fysiske, visuelle og poetiske vi producerer. Lidenskabsministeriet er en musikalsk og poetisk duo, hvor jeg ud over at optræde, blandt andet skriver poetry slams og iscenesætter.

Til daglig læser jeg retorik på Københavns Universitet. Derudover har jeg forskellige små jobs, både på teatre og i erhvervssammenhænge, hvor jeg blandt andet er ansat som skuespiller i kommunikationsfirmaet Supernavigators.

Der er ingen tvivl om, at det år jeg brugte på DT har været med til at give mig en retning i forhold til, hvilken slags teater jeg ville lave. Det har givet mig modet, som det kræver og ikke mindst lært mig vigtige ting om mig selv, som jeg ikke ville være foruden i dag.

Sigrid

Hvis jeg ikke var landet lige der i baggården på Øster Farimagsgade 16B, lidt spontant i efteråret 2011, så aner jeg ikke hvordan min verden ville se ud i dag. I hvert fald meget anderledes.

Når jeg ser tilbage på mine arbejdsnoter fra min tid på DT, ser jeg temaer, jeg stadigvæk arbejder med i dag.

Hvad er en krop i tid og rum og hvordan skaber jeg mening eller ikke mening fra det værktøj som er min krop.
Det er ikke kun de ting jeg lærte i “klasseværelset” der har vist sig at være de vigtigste for mig i fremtiden. Det er lige så meget det miljø, der er skabt i det øjeblik, vi er der sammen. Det jeg sætter så stor pris på at have oplevet der, er at have mulighed for at arbejde med en vid skare af folk, der kommer med alle mulige baggrunde og af alle mulige forskellige årsager.
Der bliver skabt et trygt rum for os at skabe og lære i. Jeg ser DT som et sted, man....

kan gøre til sit eget. Jeg ejede det DT, jeg gik på, det var nok meget anderledes end nogle af de andres, men de ejede deres og det gør at DT får en stil og er en skole, der er villig til også at ændre og udvikle sig i forhold til de studerende der går der.

Det er som om jeg blev den, som jeg lægtes mest efter. Fordi der var rum til at jeg kunne være den jeg var på det tidspunkt. Det lyder som en frygtelig kliché, men det er alligevel dem vi holder mest af at dyrke.

Jeg synes DT skal kunne det som ingen andre skoler kan.Tilbyde et sted der er en institution i forbindelse med andre, men samtidig beholde sig eget særpræg. Det skal være et sted, hvor undervisere og studerende har ro til at finde den vej, de skal gå ned af i fællesskab sammen med en masse andre mennesker, som måske skal noget andet, men som har interesse i at finde frem til, hvad kunsten kan bidrage med i deres liv.


   

Simon

Hej ! Mit navn er Simon Beyer-Pedersen og uddannet fra Skolen for Moderne Dans v/Statens Teaterskole 2009 og lever idag som freelance danser. Som alle andre gode historier starter min også med kærlighed.

Efter et højskole ophold som skuespiller fandt jeg hurtig ud af, at det ikke var min sag.
Dog blev jeg presenteret til en hel ny verden, danseteater. Her blev jeg revet væk i denne fantastiske verden af historier, danse bevægelser og den robuste fysiske kontakt...der stank af manddom!

Dette måtte jeg forfølge, efter højskole opholdet drog jeg til København med min kæreste, her startede vi på samme daghøjskole, “Rytmiske daghøjskole”. Hun på Scenekunst som fysisk skuespiller og jeg på DT Danse Teater.
Det varede ikke længe før det gik op for mig, at det var det jeg skulle resten af mit liv....

Jeg fik lov til at træne/arbejde hverdag i 5 mdr. med grundlæggende tekniker og trin, ud fra der hvor jeg var både mentalt og fysisk. Det gav mig selvtillid og en forståelse for bevægelser.

Som danser i dag er det mere alm. at danseren også skal kunne agere som skuespiller eller bruge sin stemme i en forestilling. Her bruger jeg stadigvæk min grundlæggende viden, som jeg lærte både fra højskolen og DT.

Vi var en gruppe på 8 mit hold. Nogen fik en afklaring undervejs og andre fik afklaring efter DT på hvad de ville.
Dette er hvad nogle af os laver idag:

Maria Kjærsgaard, uddannet Instruktør.
Mare Louise Munkegaard uddannet fotograf.
Camilla Bjaarnø, uddannet tekstil designer.
Anne Wikke, uddannet afspændings pædagog
Sara Qvist, Teater og revy

SOFIE A

Jeg fandt mig et frirum. Et sted hvor jeg fik lov til at eksperimentere og udfordre mig selv, i hvem jeg er som kunstner, performer og menneske.

Bestemt ikke en dans på roser altid og alle dage var bestemt ikke lige sjove. Jeg har flere gange bandet mine lærere langt væk. Jeg har været igennem hele følelsesregistret.  Hadet og elsket alt omkring mig.

Jeg har været fyldt med kaos og kærlighed, vrede og lykke. Alt sammen noget, der har fået mig til at opdage alle de nuancer, jeg nu engang består af.  Og det er det, DT kan.

Det er i grunden fuldstændig lige meget, hvilket udgangspunkt du har når du starter, det handler om, at tage fat der hvor du står og arbejde dig selv rundt derfra.Noget af det vigtigste jeg har fået med mig er,...

at man ikke altid skal elske det man laver, det kan faktisk være federe at gå på scenen med noget, man ikke har forberedt, for at finde ud af, at det er tusinde gange mere interessant. 

DT er et frirum, der hjælper dig, med at gøre op med regler/grænser som vi igennem vores opvækst, har tillært os.
DTs eneste regel: fuck the rules, beskriver det kort og godt.  
Det skal ikke nødvendigvis forstås som anarki og kaos, det handler bare om, at der ikke er en rigtig måde at gøre noget på. (Der er alligevel ikke nogen der interesserer sig for det rigtige.)
Og så simpelt er det.

 


   

Stine

Da jeg startede på DT trådte jeg ind i en verden, hvor det var muligt at arbejde kreativt med krop og bevægelse på fuld tid.

Jeg lærte at arbejde selvstændigt og skabe egne kompositioner –alene og sammen med andre. Ud fra enkle fysiske principper skabte vi et fysisk udtryk, hvor alt er muligt. Jeg erfarede, at jeg ikke nødvendigvis behøvede at kunne lave 5 piruetter på stribe eller strække mit ben så og så langt for at skabe noget spændende.

På DT opstod det interessante udtryk når nogen havde noget på hjerte, havde en klar retning eller en indre motivation med det de gjorde.

Jeg gik på DT i 10 måneder og dette forløb dannede et stærkt grundlag for mit videre arbejde med scenekunst, dans og bevægelse. Jeg blev optaget på Skolen for Samtidsdans, en to-årig uddannelse i Oslo, som jeg går på nu, og jeg har forhåbninger om at kunne arbejde som selvstændig dansekunstner efter endt uddannelse.

DT giver metoder og redskaber til at arbejde selvstændigt kreativt og erfaringerne herfra kan bruges på mange måder og i forskellige sammenhænge efterfølgende. Man behøver derfor ikke at drømme om at blive danser eller skuespiller for at dette kursus skal give mening. Eleverne fra mit hold kom fra forskellig baggrund og med forskellige mål, hvilket bidrog til et spændende dynamisk læringsmiljø.

Et år på DT – kan klart anbefales!

 

Teresa

Min oplevelse af DT På DT-danseteater fandt jeg mit hjem. Så simpelt er det. Jeg fandt en legeplads og et laboratorium, hvor jeg lærte dans og teater og ikke mindst mig selv i denne kontekst at kende på ny. Her blev min kærlighed til dans som redskab, udtryk og kunstart for alvor tændt, og jeg har lige siden brugt min hverdag på at undersøge og udforske dansens uendeligt mange muligheder. Og jeg er langt fra færdig.

Jeg tilbragte hele år 2016 på DT, og sikke en rejse det var: I løbet af det år oplevede jeg mig selv værende naiv, ydmyg og ung; legesyg, sulten og grænsesøgende; rutineret, frustreret og teenagetvær – og til slut helt igennem beriget og taknemmelig.

På holdet var vi danske, norske og franske, alt imellem 19 og 27 år gamle og havde vidt forskellige baggrunde inden for bevægelse, teater eller noget helt tredje. Sammen blev vi kastet hovedkulds ud i improvisation, komposition og tekstarbejde, og jeg begyndte at finde min stemme som performer og opdage mine styrker og svagheder. Jeg mødte et arbejdsrum og frirum, hvor vi som hold fik mulighed for at virkelig udfolde, udvikle og udfordre os selv og hinanden. Poul og Mads formåede at skabe en ramme, der var umådelig tryg, åben og modellerbar på samme tid, idet vi inddrog os selv så meget i arbejdet, at det blev en personlig såvel som professionel rejse.

Jeg har aldrig oplevet en mere hjertevarm og rummelig skole og undervisning, der samtidig er så velstruktureret, faglig og indholdsrig med inspirerende gæstelærere, selvstændige projekter og ikke mindst solid erfaring.  

Akademiet og DT vil jeg for alt i verden anbefale, hvad enten man er teaterentusiast, aspirerende danser eller ung og forvirret og ingen af delene. Der er plads til alle, og måske man endda kommer ud på den anden side med en smule mere vished end før og et par jyske metaforer med på vejen – det gjorde jeg i hvert fald.

Theresa

At gå et semester på DT har været utrolig toneangivende for hele min videre færd som skuespiller og menneske.

Et år på Danseteater har for mig været en både kreativ og personlig kæmpe udvikling. Jeg havde lavet teater i mange år, men havde også i lang tid været meget interesseret i dans og fysisk teater. Jeg havde dog svært ved at finde den rette kombination af de to interesser, lige indtil jeg startede på DT-Danseteater i 2016. Her fandt jeg virkelig det jeg havde ledt så længe efter og meget mere til.


Pludselig fik jeg en oplevelse af, at hvor der før var tre døre åbne indenfor hvad jeg gerne ville med mit liv, var der pludselig ti.
Det skal siges at jeg inden mit år på Danseteater havde taget en bachelor i Dramaturgi. Og hold nu kæft, hvor bliver der vendt op og ned på ens måde at gå til kunsten på, når man før har været på universitetet og pludselig arbejder helt praktisk og fysisk… MEGET FYSISK hver dag 9-15.

Jeg kan med sikkerhed i stemmen sige at mit år på Danseteater har været både et af de mest fantastiske og forvirrende af slagsen.


For når du virkelig arbejder så meget med dig selv og bliver presset til at komme ud af dit hoved og ned i din krop, så vil der uundgåeligt blive åbnet op for rigtig mange følelser og spørgsmål omkring tilværelsen generelt. Det er denne åbenhed, umiddelbarhed og ærlighed jeg især har taget med mig efterfølgende og som jeg er meget passioneret omkring, når jeg arbejder med scenekunst i dag.